Tårnby Musikskole er et tilbud til alle børn og unge i alderen 0-25 år, som bor i Tårnby Kommune.
Sæson
Tårnby Musikskoles sæson går fra 21. august 2023 til og med 17. juni 2024 og følger folkeskolernes ferie- og fridagsplan. Vær dog opmærksom på afvigelser ved jul samt 1. maj og 5. juni.
Musikskolen laver specificeret sæsonplan, som lægges på musikskolens hjemmeside.
Tilmelding, optagelse og venteliste
Tilmelding sker via Tårnby Musikskoles hjemmeside: taarnbymusikskole.dk.
Hovedparten af musikskolens elever bliver optaget i juni med start i august.
Tilmelding kan dog ske løbende gennem hele sæsonen, og eleven vil blive tilbudt plads, så snart der er en ledig på det ønskede instrument/hold. Er det ønskede undervisningstilbud overtegnet, bliver eleven sat på venteliste, indtil der bliver en ledig plads.
Elever, der allerede modtager undervisning på Tårnby Musikskole, har fortrinsret til en plads i den efterfølgende sæson, hvis de gentilmelder sig senest d. 31. maj 2023.
Musikskolen udsender mail til alle aktive elever med oplysning om fristen.
Ønsker eleven at skifte eller tilføje et ekstra instrument eller hold, bliver eleven prioriteret til en plads på lige fod med andre nye tilmeldte.
Ventelisten opdateres en gang om året. Elever på venteliste vil blive bedt om at bekræfte, at de fortsat ønsker at være skrevet op til undervisning.
Elever, der står på venteliste, beholder deres anciennitet ved sæsonskift.
Elevbetaling
Betaling for undervisning opkræves månedsvis forud.
Dog opkræves første rate i september og dækker august, september og oktober.
Ud over undervisningsafgiften opkræver musikskolen Copydan-afgift en gang pr. sæson, ligesom eleven kan forvente at få løbende, mindre udgifter til noder samt vedligehold og evt. køb eller leje af instrument.
Priser fremgår af Tårnby Musikskoles hjemmeside.
Ved manglende betaling af undervisningsafgiften ud over 2 måneder forbeholder musikskolen sig retten til at udelukke eleven fra undervisning.
Hvis regninger ikke betales rettidigt, bliver der opkrævet rykkergebyrer à 250 kr.
Prøvetid
Nye elever eller elever, der skifter lærer/fag, har en prøvetid og forpligter sig til at betale for undervisningen i den måned, de starter, og den efterfølgende måned.
Udmeldelse skal ske i henhold til regler for udmeldelse (se nedenfor).
Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til Tårnby Musikskole på mail: musikskolen@taarnby.dk.
Hvis musikskolen modtager udmeldelsen senest d. 10. i måneden, er eleven tilmeldt resten af måneden, og der opkræves ikke yderligere betaling.
Ved udmelding efter d. 10. i måneden, er eleven tilmeldt til og med næste måned og betaler raten for denne.
Udmeldelse for hold med 8-10 undervisningsgange
Du binder dig for minimum 3 undervisningsgange.
Hvis du melder dig ud senest fredag, er du tilmeldt holdet til og med næste undervisningsgang, medmindre vi kan nå at sætte en ny elev i gang.
Vi tilbagebetaler ikke beløb under 160 kr. i forbindelse med udmeldelse.
Undervisningstid og -sted
Undervisningen foregår på Kulturzonen, Tårnby Hovedbibliotek og udvalgte folkeskoler.
I helt ekstraordinære tilfælde, og altid kun på ledelsens beslutning, kan undervisningen foregå online.
Tid og sted for sammenspil, kor og holdundervisning ligger fast inden sommerferien. Soloundervisningen skemalægges af den enkelte lærer, der så vidt muligt hensyn tager hensyn til elevens skoleskema og ønsker om bestemte ugedage.
Sammenspil
Det er gratis at deltage i sammenspil og kor, hvis eleven i forvejen er tilmeldt solo- eller holdundervisning. Tilmelding sker gennem elevens lærer.
Elever, der ikke går til solo- eller holdundervisning, kan deltage i sammenspil og kor mod betaling.
Tilmelding sker på Tårnby Musikskoles hjemmeside.
Afbud til undervisning
Eleven giver besked til sin lærer i tilfælde af fravær.
Lektionen bliver ikke erstattet.
Aflysning af undervisning
Er læreren fraværende i en længere periode, fx pga. orlov eller sygdom, vil undervisningen normalt blive erstattet med en vikar. Læreren har mulighed for lejlighedsvis at flytte den skemalagte undervisning efter aftale med eleven.
Ved lærerens akutte fravær, som f.eks. sygdom, kan undervisningen aflyses på selve dagen. Eleven/værgen får besked hurtigst muligt på SMS.
Hvis musikskolen aflyser undervisning mere end 3 gange i løbet af en sæson uden at tilbyde erstatning, får eleven de tabte undervisningsgange ud over de 3 gange refunderet ved sæsonens afslutning.
Orlov
Det er muligt for en elev at holde orlov fra undervisningen, hvis eleven skal på efterskole eller højskole, familien midlertidigt flytter udenlands eller lignende. Orlov gives for en halv til en hel sæson.
Eleven har fortrinsret til en plads på sit tidligere undervisningstilbud, når eleven vender tilbage fra sin orlov.
Ansøgning indgives skriftligt til musikskolen på musikskolen@taarnby.dk.
Instrument
Tårnby Musikskole anbefaler at eleven anskaffer sit eget instrument. Dette bør altid ske i samråd med læreren.
Udvalgte instrumenter kan i en begrænset periode lejes af musikskolen.
Fotografering
Ved tilmeldingen beder Tårnby Musikskole om tilladelse til anvende fotos og video af eleven til markedsføring af musikskolen på hjemmeside, sociale medier og trykte publikationer.
Tilladelsen til fotografering skal fornyes ved hver sæson og kan til enhver tid trækkes tilbage.